Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få 10% på din første ordre

Fri fragt ved køb over 250 kr

Gratis gravering af sutter

Hvor tit skal jeg udskifte mit barns sutter?

Vi bliver ofte kontaktet af forældre, der er i tvivl om, hvor tit de skal udskifte deres barns sutter. Sutterne skal udskiftes efter 4 til 8 ugers brug – alt afhængigt af, hvor meget sutten benyttes i perioden. Nogle børn har et meget kraftigt sug eller benytter kun én sut ad gangen, og i disse tilfælde kan sutten være klar til udskiftning efter mindre end 4 uger.

Gamle, slidte sutter skal ALTID kasseres

Dette skyldes dels, at slidte sutter bliver porøse og derfor lettere går i stykker.

Dels er der også en hygiejnisk grund til at udskifte sutterne med jævne mellemrum. Jo ældre sutterne bliver, desto flere bakterier vil der gemme sig i dem. Alene af denne grund anbefaler jeg, at børn ikke bruger en sut i længere tid en 8 uger – uanset hvor ren og pæn den ellers ser ud til at være.

Tjek altid sutten inden brug

Børn er forskellige, og det er forskelligt fra barn til barn, hvor ’hårde’ de er ved deres sutter. Inden du giver sutten til dit barn, bør du derfor altid undersøge sutten for synlige brugsspor – dette gør du bl.a. ved at trække i suttedelen. Hvis sutten har tandmærker, revner eller andre tegn på slid, skal den skiftes med det samme.

Naturgummisutter bliver større og mere klistrede, når de er gamle og klar til udskiftning – de kan også blive for gamle, selvom de bare ligger i skabet! Lad derfor være med at købe flere naturgummisutter hjem, end du skal bruge.

Giv aldrig dit barn sutter med synlige skader, da sutten så ikke længere er sikker at bruge.

Pas godt på dit barns sutter – så holder de længere

Suttedelen er lavet af et blødt materiale, hvad enten der er tale om en silikonesut eller en latexsut. Skidt og snavs slider derfor meget på sutterne. Det er derfor en god idé at opbevare sutterne et rent og tørt sted.

Når I skal på tur, bør sutterne lægges i en beskyttende beholder, fx en Pod/sutteboks.

Udskiftning af sutten

Inden du giver dit barn den nye sut, bør du altid tjekke den for fejl og mangler. 

Derudover anbefaler jeg, at du steriliserer den inden brug, ved at overhælde den med kogende vand og lade den ligge i fem min. Dette skal du gøre for at fjerne eventuelle rester af snavs fra produktionen af sutten. Alle vores sutter er med ventil, så husk at klemme overskydende vand ud af suttedelen.

Sidst men ikke mindst, vil jeg blot minde om, at sutter er en fantastisk ting for små børn. En sut giver tryghed, afslapning og ro.

Hvis du som forældre sørger for at passe godt på dit barns sutter og skifte dem i tide, kan du trygt nyde den ro og velvære, som sutterne giver dit barn.


Bedste hilsner
Annette